Fjernvarmeprisen sættes ned

29. september 2023

Fjernvarmeprisen sættes ned

Fjernvarmeprisen reduceres fra 1. januar 2024

Hos Gelsted Fjernvarme er vi dedikeret til at sikre stabil fjernvarme til borgerne i Gelsted til den bedst mulige pris.

Vi er derfor glade for at meddele, at Gelsted Fjernvarmes bestyrelse har godkendt et budget for 2024, som gør det muligt at reducere prisen på fjernvarmen med 17% fra den 1. januar 2024.

 

Prisfald skyldes et mere stabilt marked

Da vi tidligere på året helt ekstraordinært blev nødt til at sætte prisen op, skyldtes det høje priser på biobrændsel, et faldende varmesalg, stigende renteomkostninger og en tidligere underdækning, som skulle udlignes til udgangen af 2023.

Fjernvarmen skal nemlig hvile-i-sig-selv, hvilket betyder, at vores indtægter og udgifter skal balancere, så priserne afspejler de faktiske omkostninger.

Markedet har nu stabiliseret sig, og al underdækning vil være udlignet ved udgangen af 2023.

Forventningerne til 2024 er, at det faldende varmesalg stabiliseres, men det nuværende høje niveau for brændselsomkostninger og renter forbliver uændret.

Derfor kan vi pr. 1. januar 2024 reducere varmeprisen, så den kommer tættere på niveauet før sommeren 2023.

 

Varmeprisen i 2024

Under ovenstående forudsætninger vil fjernvarmeprisen blive reduceret fra den nuværende pris på 1.230,00 kr. pr. MWh til 1.023,75 kr. pr. MWh fra den 1. januar 2024.
En reduktion på 17% i forhold til varmeprisen fra 1. juli 2023.

Ændringen svarer til et fald i varmeprisen for et ”standardhus” med et varmeforbrug på 18,1 MWh per år på 3.733,00 kr. om året.

Varmeprisen for et standardhus på 130 m2 vil derfor være 23.967,50 kr. i 2024.

 

Fjernvarmeprisen fremadrettet

Gelsted Fjernvarme fortsætter med at arbejde med omkostningsstyring og forbedring af driften, samt forskellige taktiske & strategiske tiltag for at reducere prisen på fjernvarme yderligere.

Bestyrelsen i Gelsted Fjernvarme er overbeviste om, at disse tiltag vil hjælpe vores fjernvarmekunder i Gelsted på lang sigt, men vi er opmærksomme på det pressede og turbulente energi og - brændselsmarked i disse år.

Vi vil fortsætte med at holde jer informeret om eventuelle ændringer eller tiltag vedrørende fjernvarmeprisen i Gelsted. Hvis I har spørgsmål eller bekymringer, er I altid velkomne til at kontakte os.