Vi kan desværre ikke tilbyde fjernvarme til alle

24. marts 2023

Vi kan desværre ikke tilbyde fjernvarme til alle

Manglende fjernvarmetilmeldinger i vores igangværende fjernvarmeprojekt betyder, at vi desværre ikke kan tilbyde fjernvarme til alle forbrugere. Etape 1 forbliver uændret, mens Etape 2 må afgrænses og Etape 3 aflyses.

For få har tilmeldt sig fjernvarmen. Det må vi desværre konstatere.

Og det betyder, at vi ikke kan tilbyde fjernvarme til alle de interesserede forbrugere i vores igangværende konverteringsprojekt.
For den vigtigste forudsætning, når man udruller en kollektiv varmeløsning som fjernvarme er, at vi er nok til at deles om udgifterne. Det kræver, at en vis andel af borgerne tilmelder sig.

I vores projekt lød det magiske tal på 70 procent. Og det har vi ikke nået i alle projektets tre etaper. Derfor sadler vi nu om, for at så mange som muligt stadig kan komme med på fjernvarmen.

 

Sådan påvirker det dig

Helt konkret betyder det følgende for projektets tre etaper:

  • Etape 1: Fortsætter som planlagt.
    Her er tilslutningen høj, og vi har allerede påbegyndt gravearbejdet. Derfor vil man ikke opleve nogle ændringer, hvis man bor i området og venter på fjernvarme.

  • Etape 2: Bliver afgrænset.
    Tilslutningen i etapen er på omkring 40 procent, og ejendommene ligger mere spredt end i Etape 1. Vi har derfor besluttet, at vi vil forsøge at slå den tættest bebyggede del af etapen sammen med etape 1. Det betyder, at vi stadig vil kunne levere fjernvarme til cirka halvdelen af forbrugerne i området. Etape 2 afgrænses efter planen ved Møllevej 40, Hylkedamvej 41, Søndergade 80 og Søndergade 108, og det har bestyrelsen i Gelsted Fjernvarme den 22. marts 2023 besluttet at gennemføre.

  • Etape 3: Får desværre ikke tilbudt fjernvarme i denne omgang.
    Kun omkring 15 procent af forbrugerne har tilmeldt sig, og derfor er det økonomisk set ikke muligt for os at rulle fjernvarmen ud i området.

Ærgerligt at skuffe forbrugerne

I alt vil det nye fjernvarmeområde omfatte cirka 175 forbrugere. Dermed må vi skuffe nogle borgere. Og det ærgrer bestyrelsesformand Gregers Hovgaard, at man har været nødsaget til at tage beslutningen.

Han beklager særligt overfor de forbrugere, som har ønsket fjernvarme, men altså indtil videre må undvære.

- Økonomien i et fjernvarmeprojekt skal balancere, så fjernvarmen ikke bliver for dyr – hverken for de nye eller de eksisterende forbrugere. Det er virkelig ærgerligt, at vi ikke kan få alle forbrugerne med, for det er et super godt projekt. Vi tror på, at fjernvarmen er den bedste løsning for forbrugerne på den lange bane, siger han og konstaterer:

- Men vi må acceptere, at der lige nu desværre ikke er den nødvendige opbakning i alle projektets områder. Det er situationen, og den arbejder vi nu ud fra.

 

Udelukker ikke, at fjernvarmen kan komme senere

Formanden understreger dog, at man ikke udelukker, at der på et senere tidspunkt kan komme fjernvarme ud i resten af områderne.

- Hvis der skulle opstå en situation, hvor vi får positive reaktioner fra de områder, som i dag har lav tilslutning, vil vi selvfølgelig kigge på, om vi skal have genåbnet de pågældende etaper, fastslår Gregers Hovgaard.

Efter planen vil fjernvarmeudrulningen i de resterende områder stadig følge den oprindelige tidsplan for projektet.

Alle berørt har fået tilsendt brev om ændringerne. 

Bor du i etape 1 eller i etape 2, i et område der stadig kan få fjernvarme, skal du ikke fortage dig noget.