Ofte stillede spørgsmål

Fjernvarmen udvides
Kan jeg få fjernvarme?

Vi udvider fjernvarmenettet til områderne: Fredensgade og Birkehøjvej (Etape 1), Møllevej og Lunge (Etape 2), og Lunghøj – Søndergade (Etape 3).  Bor du i et af udvidelsesområderne, og er du interesserede i at få fjernvarme, så send din interessetilkendegivelse i dag. Vores mål er, at de første nye forbrugere kan lune sig ved fjernvarmen allerede i efteråret 2022.

Se, om du kan få fjernvarme og send din interessetilkendegivelse

Hvad er en interessetilkendegivelse?

En interessetilkendegivelse er en tilkendegivelse om, at I er interesserede i at skifte til fjernvarme i jeres bolig. En interessetilkendegivelse er ikke juridisk bindende, men snarere en besked til os om, at I gerne vil have fjernvarme, men I selvfølgelig ikke vil binde jer, før vi har lavet en leveringsaftale.

I forbindelse med leveringsaftalen laver vi en skitse over, hvor stikledningen skal føres over jeres grund, og hvor den skal ind i huset. Vi aftaler også, hvor det nye fjernvarmeanlæg skal monteres inde i huset – det vil typisk være, hvor det gamle fyr har været. Det hele bliver skrevet ind i leveringsaftalen, så vi er enige om, hvordan arbejdet skal udføres. Først når I har godkendt leveringsaftalen, er jeres tilmelding bindende.

Se, om du kan få fjernvarme og send din interessetilkendegivelse

Er interessetilkendegivelsen bindende?

Interessetilkendegivelsen er ikke en bindende aftale, men den giver os mulighed for at planlægge udvidelsesprojektet og gå i gang så hurtigt som muligt.

Send din interessetilkendegivelse

Hvor stor en andel skal tilslutte sig, før projektet kan gennemføres?

Vi udvider fjernvarmenettet til Fredensgade og Birkehøjvej (Etape 1), Møllevej og Lunge (Etape 2), og Lunghøj – Søndergade (Etape 3). Vi er i gang med at regne på projektet, og vil derefter kunne melde ud, hvor stor en andel der skal tilslutte sig, for at projektet bliver en realitet.

Vil du gerne have fjernvarme, så send din interessetilkendegivelse i dag.

Send din interessetilkendegivelse

Hvornår kan jeg indgå en aftale om fjernvarme?

Når vi har et godkendt projektforslag, tilbud samt tidsplan, og har nået målet på interessetilkendegivelser i udvidelsesområderne kan vi udarbejde en bindende aftale om levering af fjernvarme.

Inden gravearbejdet på jeres vej går i gang, vil vi kontakte den enkelte grundejer for at få lavet en leveringsaftale samt en skitse over, hvor stikledningen skal føres over jeres grund, og hvor den skal ind i huset. Vi aftaler også, hvor det nye fjernvarmeanlæg skal monteres inde i huset – det vil typisk være, hvor det gamle fyr har været. Det hele bliver skrevet ind i leveringsaftalen, så vi er enige om, hvordan arbejdet skal udføres.

Derefter underskrives aftalen.

Se, om du kan få fjernvarme og send din interessetilkendegivelse

Jeg vil gerne vide mere om, hvad en tilslutning til fjernvarme betyder for mig, kan jeg få besøg af Gelsted Fjernvarme?

Ja, vi kommer gerne hjem til dig, hvor vi kan snakke om og se på, hvordan fjernvarmen kan komme ind i dit hus. Ved besøget vil vi gerne regne på din fremtidige varmeøkonomi med fjernvarme, i forhold til økonomien med din nuværende opvarmningsform. Kontakt os på kontoret@gelstedfjernvarme.dk eller ringe på telefon 6449 1860.

Kontakt os

Er der en frist for, hvornår jeg kan tilmelde mig fjernvarmen?

Vi håber, at du vil tilmelde dig så snart som muligt, så vi hurtigt kan gå i gang med udvidelsen. Det er også billigst for dig, hvis du tilmelder dig, inden vi graver forbi din adresse.

Du er dog altid velkommen til at tilmelde dig fjernvarmen.

Du kan se normalprisen for tilslutning i vores takstblad.

Bliver jeg andelshaver, hvis jeg har fjernvarme, og hvad betyder det?

Gelsted Fjernvarme er et andelsselskab, der ejes af de forbrugere, som har egen måler.

Som andelshaver får du medbestemmelse via den årlige generalforsamling. På generalforsamlingen vælges bestyrelsen, og eventuelle forslag fra andelshavere og bestyrelsen kommer til afstemning. 

Som andelshaver hæfter du selvfølgelig ikke for selskabets gæld.

Nye forbrugere registreres som andelshavere, når fjernvarmeforsyningen til huset er begyndt (måleren er monteret).

Se vores vedtægter og bestemmelser

Hvornår kan jeg få fjernvarme?

Vores mål er, at de første nye forbrugere kan lune sig ved fjernvarmen allerede i efteråret 2022.

Hvornår du kan få fjernvarme, afhænger af, hvilke boliger i udvidelsesområderne, der har tilmeldt sig. Du vil i god tid få information om, hvornår din bolig bliver tilsluttet fjernvarme.

Læs mere om udvidelsesprojektet

Vil man lægge stik ind til alle ejendommene på vejen, selvom ikke alle tilslutter sig?

Vi lægger kun stikledninger til de ejendomme, der har tilmeldt sig fjernvarmen.

Ved senere tilslutning laves blot en anboring på eksisterende rør i vejen. Og derefter lægger vi en stikledning ind til dit hus.

Tilslutning
Hvor lang tid tager det at få fjernvarme?

Når vi begynder at grave på din grund, går der ca. en uge, før din bolig er tilsluttet fjernvarmenettet.

Selve tilslutningen af din fjernvarmeunit og frakobling af din nuværende varmeforsyning vil ske, når vi er forsyningsdygtige. Dvs. når det varme vand sendes ud i de nye rør. Skift, installation, trykprøvning og test af dine indvendige installationer kan tage op til 5 arbejdsdage. Du kan forvente at være uden varme i en eller to dage alt efter årstiden.

Hvordan lægges stikledningen ind til huset?

Inden gravearbejdet på jeres vej går i gang, vil vi kontakte den enkelte grundejer for at få lavet en leveringsaftale samt en skitse over, hvor stikledningen skal føres over jeres grund, og hvor den skal ind i huset. Som udgangspunkt vil vi lægge ledningen med den kortest mulige afstand fra hovedledningen i vejen.

Vi graver en rende fra vejen og frem til ydermuren på dit hus og lægger en stikledning med fjernvarme. Bagefter lægger vi jord og fliser på plads.

Der kan godt gå noget tid fra ledningerne er gravet ned, til der er varmt vand i rørene, og den egentlige tilslutning til fjernvarme kan ske.

Når der er varmt vand i rørene, bliver du informeret om, at installationen af fjernvarmeunit i huset kan blive sat i gang.

Hvor installeres den nye fjernvarmeunit, og hvor meget fylder den?

Den nye fjernvarmeunit monteres inde i huset - typisk der, hvor det gamle fyr var placeret.

En ny fjernvarmeunit fylder ikke mere end et standard 60’er overskab.

Kan jeg bruge mine nuværende radiatorer og gulvvarme til fjernvarme?

Ja. Hvis du har vandbårne radiatorer (radiatorer med varmt vand) og gulvvarme, skal du hverken skifte dem eller rørføringen i huset

Hvad skal jeg gøre med min gasinstallation?

Vi anbefaler, at du først opsiger din gasforsyning, når dit hus er tilsluttet fjernvarmenettet.

Afkobling fra gassen koster 8.200 kr., men du kan måske få tilskud til at dække omkostningen. 

Læs mere om afkoblingspuljen og hvordan du søger den her

Kan vi stadig have gaskomfur, hvis vi skifter til fjernvarme?

Ja, du kan godt bibeholde gasinstallationen og fortsat bruge dit gaskomfur eller -kamin samtidig med, at vi forsyner dit hus med fjernvarme.

Dog er det en god idé at ringe til naturgasselskabet og meddele dette, så du kan blive sat forholdsmæssigt ned i forbrug. Desuden oplyser Evida, at når man ikke længere anvender disse apparater, skal stikledningen (installationen) nedtages, og omkostningen for dette påhviler kunden.

Genetablerer I min have, når I har lagt fjernvarmen ind til huset?

Vi reetablerer pænt efter gravearbejdet, ligesom vi sår græs og lægger fliser. Men vi genplanter ikke.

Renoverer I mit bryggers, når I installerer min nye fjernvarmeunit?

Vi renoverer ikke bryggers eller lign. i forbindelse med din fjernvarmetilslutning. Indvendig reetablering (efter fjernvarmetilslutning) af klinker, fliser, stiftmosaik, trægulv eller anden belægning er for ejerens regning.

En fjernvarmeunit fylder mindre end et almindeligt højskab og installeres oftest der, hvor din gamle varmeforsyning, f.eks. dit gasfyr, er placeret i dag.

Har I f.eks. forskelle i maling eller tapet bag den nedtagne gaskedel, andet eller ødelagt gulv under eksisterende fyr, kedel, varmtvandsbeholder, olietank og lign., lavet skruehuller i væggen osv., er det ikke noget vi udbedrer i forbindelse med fjernvarmeinstallationen.

Hvis du skal have udført andre ekstraarbejder, som ligger ud over aftalen med Gelsted Fjernvarme, skal du selv indhente tilbud på arbejderne og betale for dem.

I forbindelse med leveringsaftalen laver vi en skitse over, hvor stikledningen skal føres over jeres grund, og hvor den skal ind i huset. Vi aftaler også, hvor det nye fjernvarmeanlæg skal monteres inde i huset. Det hele bliver skrevet ind i leveringsaftalen, så vi er enige om, hvordan arbejdet skal udføres. På den måde får I et overblik over, hvilke ekstraarbejder I ønsker udført i forbindelse med jeres fjernvarmetilslutning og udgiften til dette, inden I skriver under.

Kommer det til at larme/spærre/forstyrre, at der skal lægges rør ned?

Inden gravearbejdet igangsættes, vil der blive afholdt møder med ejere og grundejerforeninger.

Vi forventer at starte inde i haverne med stikledningsarbejdet og derefter etablere gadeledningerne. Der etableres alene stikledninger til de brugere, der har tilmeldt sig fjernvarmen.

Der vil kunne arbejdes på flere veje ad gangen. Det vil kunne høres, at der arbejdes, men vi vil tage så meget hensyn som muligt.

Fjernvarme er stabil og kræver ikke meget vedligehold. Den forventede levetid for nye fjernvarmerør er på minimum 30 år. Så når først rørnettet er lagt, skal du ikke forvente, at vi kommer forbi og graver igen inden for den nærmeste fremtid.

Fakta om fjernvarme
Hvad er fjernvarme?

Fjernvarme er fælles

Fjernvarme er et fælles varmesystem, hvor vandet cirkulerer i et lukket system: Varmt vand fra fjernvarmeselskabet bliver sendt ud til forbrugerne, hvor det opvarmer deres centralvarmeanlæg, som derefter sender varmt vand rundt i deres hjem. Derved afkøles vandet, og det afkølede vand sendes retur til fjernvarmeselskabet, hvor det bliver genopvarmet.

Fjernvarme er fleksibelt

Fjernvarme er et fleksibelt system, da det kan integrere varme fra mange kilder: forbrænding af affald, afbrænding af biomasse, overskudsvarme fra industrien, varmepumper, solvarme, elvarme på vindmøllestrøm og meget mere. Det betyder, at fjernvarmen bidrager markant til den grønne omstilling. Andelen af fossile brændsler som gas, olie og kul i fjernvarmen bliver mindre år for år.

Fjernvarmen fra Gelsted Fjernvarme

95% af varmen kommer fra biomasse og 5% fra naturgas. Gelsted Fjernvarme leverer fjernvarme til 428 husstande i Gelsted by. Målet er at vi senest i 2030 er 100% CO2-neutrale.

3,6 mio. danskere har fjernvarme

1,8 mio. husstande i Danmark har fjernvarme - det svarer til, at flere end 2 ud af 3 danskere opvarmer deres hjem med fjernvarme.

Læs mere om fjernvarmen på Grønfjernvarme.nu

Se, om du kan få fjernvarme

Hvordan fungerer fjernvarme?

Sådan fungerer fjernvarmen:

  • Vi lægger fjernvarmerør ude i vejen og leder varmt vand ind til dit hus via en stikledning. Fjernvarmevandet bruges til at opvarme dit hjem, samt vandet i dine vandhaner og bad.

 

  • Med fjernvarme får du en fjernvarmeunit, der hverken lugter eller støjer. Den sørger bare for, at varmen automatisk breder sig i dit hjem.

 

  • Når varmen er afgivet hos dig, sendes det afkølede vand i fjernvarmerørene tilbage til os. Så varmer vi det op igen, og processen begynder forfra. 
Hvorfor skal jeg vælge fjernvarme?

Fjernvarme er nemt, stabilt og trygt

Når fjernvarmen først er installeret, så skal du blot skrue op og ned for varmen, når årstiderne skifter.

Fjernvarmen er non-profit

Fjernvarme er ved lov omfattet af hvile-i-sig-selv princippet og dermed må fjernvarmeselskaberne ikke tjene penge. Det vil sige, at fjernvarmen er non-profit, og evt. overskud betales tilbage til forbrugerne.

Fjernvarme er også godt for miljøet

Man kan anvende ny teknologi og udfase fossile brændsler og dermed sænke udledningen af drivhusgasser. Ikke bare for en husstand ad gangen, men for flere tusinde.

Se, om du kan få fjernvarme

Hvilke fordele er der ved fjernvarme frem for andre typer opvarmning?
  • Fjernvarmen er et kollektivt system, som er non-profit, og som betaler evt. overskud tilbage til ejerne, altså forbrugerne.

 

  • Fjernvarmen er meget driftssikker.

 

  • Prisen for fjernvarme har været både lav og stabil i de sidste mange år, mens både gas-, olie- og elpriserne har svinget meget.

 

  • Fjernvarmen kommer primært fra grønne kilder og er bedre for klimaet end olie og gas.
Hvordan er det at have fjernvarme?

Fjernvarmen er lydløs, ren og selvkørende fra dag ét. Den er næsten vedligeholdelsesfri, og den har en lang levetid. Inde i huset fylder den mindre end et almindeligt højskab.

Når du har fjernvarme, er det os, der har ansvaret for, at der er varme i rørene. Du skal bare regulere varmen på din radiator eller gulvvarme og åbne for den varme hane.

Hvor grøn er fjernvarmen?

95% af varmen kommer fra biomasse og 5% fra naturgas. Målet er at vi senest i 2030 er 100% CO2-neutrale.

Biomasse er en vedvarende energikilde, der bruges til at producere varme og el. Det kan være halm, der er et restprodukt fra landbruget, eller træflis fra skovdrift. Biomasse er som udgangspunkt et grønt alternativ til fossile brændstoffer som olie, kul og gas, og det spiller en vigtig rolle i forhold til at reducere vores CO2-udledninger. 

Men det er dog vigtigt at gøre sig klart, at visse kriterier skal være opfyldt for, at man kan sige, at biomassen er bæredygtig. Den skal blandt andet høstes fra certificerede, bæredygtige skove, hvor træerne genplantes, man aktivt opretholder økosystemet og beskytter biodiversiteten. 

Hvilken rolle spiller fjernvarmen i forhold til at udfase fossile brændsler?

Folketingets klimamålsætninger om at reducere emissionerne af drivhusgasser med 70 procent i 2030 indebærer, at den samlede bygningsmasse skal omstilles til bæredygtig og vedvarende energi.

Fjernvarmen kan levere i alt 44 procent af det samlede mål om 70 procent reduktion af CO2-udslippet i 2030.

Inden 2030 skal de 500.000 danske boliger, der stadig opvarmes med fossile brændsler, omstilles til grøn energi. Fjernvarmen er det mest oplagte og anbefalede alternativ i områder, hvor bebyggelsen er tæt og nær et fjernvarmenet.

Læs mere her: https://www.danskfjernvarme.dk/maerkesager/groen-varme-til-alle/gr%C3%B8n-varme-til-alle

Hvor kommer varmen fra Gelsted Fjernvarme fra?

95% af varmen kommer fra biomasse og 5% fra naturgas. Gelsted Fjernvarme leverer fjernvarme til 428 husstande i Gelsted by. Målet er at vi senest i 2030 er 100% CO2-neutrale.

Er jeg tvunget til at få fjernvarme, hvis jeg bor i et fjernvarmeområde?

Nej. Der er hverken tilslutnings- eller forblivelsespligt til fjernvarmen. Du kan altså godt fravælge fjernvarmen og vælge en anden tilgængelig opvarmningsform.

Bor du i et fjernvarmeområde, kan du dog ikke længere søge tilskud til at erstatte dit olie- eller gasfyr med en varmepumpe.

Se, om du kan få fjernvarme

Fjernvarmeøkonomi
Hvad koster det at skifte til fjernvarme?

Vi er i gang med at udarbejde et projektforslag samt et tilbud til husstandene i udvidelsesområdet. Når forslaget er godkendt kan vi melde pris for tilslutning ud.

Du kan se normalprisen for tilslutning i vores takstblad.

Hvor meget koster det at have fjernvarme?

Langt de fleste får billigere varme, når de skifter fra naturgas, og besparelsen ved at skifte fra olie og elvarme er endnu større.

Se vores takstblad

Hvad består min varmeregning af?

Du kan altid finde de opdaterede og gældende fjernvarmepriser på vores hjemmeside.

Som fjernvarmekunde er din varmeregning delt op i en variabel del og en fast del.

Den variable del betaler du ud fra, hvor stort dit forbrug er, og hvor god du er til at udnytte varmen. Varmeprisen afregnes i MWh (megawatt-timer).

Det faste del består af fastafgift, som du betaler ud fra størrelsen på dit hus pr. m3 opmålt rumfang.

Derudover betaler alle et fast abonnementsbidrag pr. måler.

Du kan se vores priser her.

Hvordan bliver fjernvarmeprisen fastsat?

Fjernvarmen fungerer efter et hvile-i-sig-selv-princip: indtægterne skal dække omkostningerne, men ingen må tjene penge på fjernvarmen. Hvis vi f.eks. har overskud ved årets afslutning, vil fjernvarmeprisen falde tilsvarende, og overskuddet vil på den måde blive betalt tilbage til forbrugerne.

Du kan se vores priser her.

Hvor længe holder mit fjernvarmeanlæg?

En fjernvarmeunit har en lang levetid og kan holde i 20-30 år, før den skal skiftes. Til sammenligning har en luft-til-vand varmepumpe en levetid på 12-18 år, mens en jordvarmepumpe holder i 14-20 år.

Hvilket fjernvarmeforbrug skal jeg forvente?

Fjernvarmeforbrug er helt individuelt, da boliger og varmebehov er vidt forskellige.

Kontakt os gerne på telefonen, hvis du har brug for hjælp til at beregne din forventede varmepris.

Varmepris i et standardhus

Et standardhus defineres som et hus på 130 m2 med 1980-isolering og et forbrug på 18,1 MWh. Det svarer til et forbrug på 0,14 MWh pr. m2

Offentlige tilskudsordninger
Kan jeg få tilskud til at skifte til fjernvarme?

Ved konvertering til fjernvarme udbetales tilskuddet til fjernvarmeselskabet, ikke den enkelte forbruger.  

Gelsted Fjernvarme har søgt om tilskud fra Fjernvarmepuljen (statsligt tilskud) til udvidelsesprojektet.

Afkoblingsordning

I forbindelse med afkobling af dit nuværende gasfyr fra gassystemet er det muligt at ansøge om at få dækket gebyret på 8.200 kr. igennem afkoblingsordningen. Læs mere om afkoblingspuljen og hvordan du søger den her.

Bygningspuljen

Et andet fradrag er bygningspuljen. Bygningspuljen er relevant for dig, hvis du ikke i forvejen har et vandbåret rumvarmeanlæg. Det kan være, hvis du i dag opvarmer dit hus med elpaneler og elradiatorer. Så er det muligt at søge tilskuddet “Optimering af husets drift”, som er gældende for huse med energimærke E, F og G. Størrelsen på dit tilskud kan du selv beregne her.

Håndværkerfradrag

Bemærk! Det er i finanslov 2022 besluttet at afskaffe håndværkerfradraget fra 1. april 2022. Nedenstående er derfor kun gældende, hvis håndværkerfradraget på et senere tidspunkt genindføres.

Hvis du vælger at bruge din egen VVS’er til ombygningen af husets indvendige varmeinstallationer, vil du kunne få håndværkerfradrag for en del af omkostningen. Det gælder arbejdslønnen i forbindelse med: 

  • Installation af fjernvarmeanlæg (varmtvandsveksler, varmtvandsbeholder eller fjernvarmeunit).
  • Nedtagning af eksisterende varmeinstallation.
  • Installation eller udskiftning af eventuelle varmestyringsanlæg (termostatventiler, vejrkompensering og urstyring).
  • Installation eller udskiftning af interne vandbårne anlæg som radiatorer inkl. rør.

Fradraget dækker ikke installation af gulvvarme inkl. rørføring hertil. 

Du kan ikke få håndværkerfradrag, hvis du vælger, at det er os, som skal stå for installationen af dit nye fjernvarmeanlæg.

Du kan heller ikke få håndværkerfradrag til selve tilslutningen (det udvendige arbejde).

Erhvervstilskud

For virksomheder findes der tilskud til forskellige former for energispareprojekter, herunder også omlægning af opvarmning til fjernvarme. Tilskuddet dækker op til 50% af omkostningerne til et sådant projekt og afhænger blandt andet af, hvor stor en energibesparelse, projektet medfører. Tilskuddet er især målrettet virksomheder, der i dag varmer op med olie, gas eller el. Yderligere information kan findes på Energistyrelsens hjemmeside

Kan jeg få skrotningspræmie for mit gamle oliefyr?

Nej, den ordning findes ikke længere.

Hvis fjernvarmen ikke opnår den nødvendige tilslutning, kan jeg så få tilskud til varmepumpe?

Tilskud til varmepumpe bliver kun muligt, hvis dit område skifter status, så det ikke er et fjernvarmeområde.

Ændres området tilbage til et ikke-fjernvarmeområde, hvis der ikke opnås den nødvendige tilslutning?

Teoretisk er det muligt at ændre et område tilbage til naturgasområde. Det kræver dog en politisk behandling i kommunen af et projektforslag. Det er desuden fra nationalt hold besluttet, at naturgas og olie til opvarmning skal udfases.

Spørgsmål

Har du et spørgsmål, som du mangler svar på, er du velkommen til at skrive til kontoret@gelstedfjernvarme.dk eller ringe på telefon 6449 1860.